Analyse og perspektivering af krigen i Ukraine af Jakob Munck

Interessant perspektiv på krigen i Ukraine.

Af Jakob Munck, 16. september 2022

Forbryderregimet i Kiev er på mange måder værre end Hitlers regime i 30’ernes Tyskland. Deres mål er etnisk udrensning. Ligesom Hitler ville rense Tyskland for jøder, vil Zelensky – der selv er jøde – rense Ukraine for russere. Derfor har man siden 2014 bombet civilbefolkningen i Donbas og Lugansk med våben, som man får fra USA og kastet tusinder af små “blad-bomber”, som ligner blade fra træer og som kan ligge i græsset i månedsvis indtil et barn træder på dem og bliver lemlæstet. Det er den form for krigsførelse, som Zelensky-regimet står for og som EU er stolte af at finansiere og at retfærdiggøre.

Enhver form for kritik af det ukrainske regime er bandlyst i den vestlige presse. Censur, tortur, kz-lejre, etnisk udrensning, henrettelser, lynchning og bombardement af atomare installationer er bare et udsnit af de forbrydelser, som Zelensky-regimet gør sig skyldig i. Man kan uden overdrivelse betegne regimets handlinger som folkemord, som begås mod en etnisk minoritet, nemlig russerne i Ukraine.

Metoderne er de samme som Hitler brugte mod jøderne.

Og regimet tåler ikke kritik. Alle kritikere i og udenfor Ukraine regnes for “russiske agenter” og man har en offentlig liste over de personer i ind- og udland, som det er legitimt at henrette.

Det er vel overflødigt at sige, at alle politiske partier, som ikke støtter Zelensky, er forbudt. Civilbefolkningen har ingen indflydelse på det ukrainske regime, så uanset hvor mange soldater russerne slår ihjel, vil det ikke have betydning for Zelensky regimets aktiviteter. Dette regimes brud på menneskerettighederne kan sammenlignes med det, som Hitler bedrev i de tysk besatte områder i Polen og Rusland under WW2.

EUs ledere synes at Ukraine og dets krigsførelse er udtryk for ægte “demokrati” og man udtrykker åbent ønsket om at dræbe så mange russere som muligt inden – og udenfor Ukraines grænser.

Der er ca. 150 mio. russere i alt, så det er en stor opgave. Men Nato hjælper naturligvis med.

Det virker alt sammen meget brutalt, men forargelse alene gør ingen forskel. Hvis der ikke sker en radikal ændring, vil russerne være nødt til at omlægge deres krigsførelse. Det betyder en alvorlig eskalering, hvor man kommer til at vælge mellem en eller flere af følgende muligheder:

1. At bombe de ukrainske politiske beslutningscentre incl. Zelensky og hans administration. En kamp mod de nazistiske beslutningstagere vil også indebære at man sender likviderings-enheder ind i byerne for at opsøge og udrydde de politiske ledere, efter samme opskrift som Ukraine brugte ved mordet på Daria Dugina.
2. At bombe vigtig infrastruktur såsom vandforsyning, elværker og transportveje. Dette indebærer også ødelæggelse af radio/tv-stationer og centrale internet-forsynings steder i Ukraine.
3. At bombe et eller flere af de atomkraftværker, som befinder sig i Ukraine udenfor de af russerne befriede områder. Disse 4-5 atomare installationer vil være legitime mål. Hvis russerne bomber disse atomkraftværker vil landet blive 80% ubeboeligt i de næste 100 år og dermed vil Rusland have nået målet om at skabe en “neutral bufferzone” mellem Rusland og Nato. Ukraines befolkning kan så vælge om de vil flygte mod Øst eller Vest. De er tilsyneladende velkomne begge steder og Ukraine som samlet stat vil være forsvundet. Ingen vil savne dette land.
4. Målrettede angreb på de militærbaser i udlandet, hvor de ukrainske hærenheder trænes.
5. Målrettede angreb på de forsyningsbaser, våbenlagre og byer udenfor Ukraine, hvorfra våben føres ind i landet. Dette gælder især store og små polske militær installationer, som er legitime mål i kraft af at Polen og Ukraine har ophævet den fælles grænse og satser på en delvis sammensmeltning af de to stater.

Afslutning:

Europa er ved at blive ukrainiseret. I alle lande ophæves pressefriheden og de demokratiske rettigheder. Russofobien bliver til en fælles religion og militarismen til en uimodsigelig selvfølgelighed. I flere lande flager man med ukrainske flag, som har erstattet de nationale flag. De tragiske erfaringer fra sidste verdenskrig er glemt, og ingen ved andet om den sidste krig end det, som Hollywood har lært dem i de tusinder af krigs-romantiserende film, som de har levet af at producere de sidste 50 år.

Alle de her nævnte muligheder for eskalering af krigen sigter naturligvis mod det ultimative mål, som er at bringe USA og Zelensky til forhandlingsbordet. Disse parter har hidtil afvist enhver form for forhandling og når krigen derfor fortsætter og – sandsynligvis – eskalerer, skyldes det udelukkende mangel på fredsvilje i EU og Washington.

Krigen vil fortsætte og den vil eskalere indtil USA ikke mere kan se en fordel i at holde den kørende. Hvor lang tid dette varer afhænger af det amerikanske præsidentvalg, EU’s større eller mindre militarisme og af i hvilken udstrækning Kina kan trække amerikanernes fokus væk fra Ukraine.

Een ting er nemlig sikker:

Når de amerikanske forsyninger stopper, stopper krigen også….