Kan livet opretholdes med de nuværende lave mængder kulstof?
Af Ricky Petersen
Da jorden var ganske ung, var jordskorpen et hav af flydende magma, hvor gasser væltede op fra jordens indre.
Kulstofforbindelser, som kuldioxid, kulilte og metan, udgjorde hovedparten datidens tykke atmosfære, som primært bestod af kulmonoxid, metan og kuldioxid.
Med tiden reagerede kulmonoxid og metan med oxidmineraler og blev til CO2. Disse reaktioner ændrede ikke den samlede mængde kulstof i atmosfæren, men omdannede størstedelen af det eksisterende kulstof til kuldioxid.
En stor del af den atmosfæriske CO2 blev opløst i havet, hvor den kulstofholdige gas blev anvendt til en af naturens store succeser.
Sarte havorganismer, som snegle, muslinger og krebsdyr udviklede en metode for at kunne beskytte deres bløde sarte kroppe imod rovdyr.
Sætter man opløst kuldioxid sammen med kalken i havvandet, skaber man et let og hårdføre materiale – Kalciumcarbonat. Kalciumcarbonat er hovedingredienserne i skaldyrenes hårde rygskjolde og skaller.
En uheldig konsekvens af denne succes var, at når dyrene døde, blev deres skjolder og skaller efterladt på havbunden, som senere hen dannede undersøiske bjerge af kalksten.
Den kulstof som før var tilgængelig i atmosfæren var nu bundet i aflejringer. Sammen med en anden af naturens store succeser, fotosyntesen, har skaldyrene stille og roligt drænet atmosfæren for kulstof, som i slutningen af sidste istid var under 200ppm.
Det er det laveste i klodens historie.
Menneskes brug af fossilt brændstof, har ført en smule af det “tabte” kulstof tilbage til atmosfæren.
Har det moderne menneskets udnyttelse af kul, olie og gas, modvirket en stadig faldende koncentrationen af tilgængeligt kulstof og forhindret den atmosfæriske CO2 i at dale til et niveau, hvor der ikke længere er tilgængeligt kulstof nok til at livet kan opretholdes?
…
*
THE POSITIVE IMPACT OF HUMAN CO2 EMISSIONS ON THE SURVIVAL OF LIFE ON EARTH
