Hvor blev folket af? I stedet for et folk har vi fået undersåtter, klienter og skattecirkus.
Af MIKAEL JALVING
Den seneste uges farce i Vurderingsstyrelsen burde få hoveder til at rulle. Det sker naturligvis ikke. Danskerne elsker at gøre grin med magthaverne, men hader at sætte sig op imod dem.
Vist har der været et par skvulp siden det berygtede jordskredsvalg for præcis 50 år siden, først og fremmest i 2001, da Systemet Politiken blev sat fra bestillingen, når det gælder udlændingepolitikken. Men det er ingen overdrivelse, at det danske vejr er magsvejr, når det gælder politiske uenigheder. Vi snakker og diskuterer en masse, og så går vi hen og stemmer de samme fjolser til magten, mens velfærdsstaten bare vokser og vokser helt af sig selv.
Derfor får vi heller ingen skattenægterbevægelse i stil med Mogens Glistrups, selv om filosof Arno Victor Nielsen efterlyser sådan én i et interview til Kristeligt Dagblad under rubrikken: ”Nægt at betale skat, når systemet ikke virker.”
Politikerne har brugt en formue på at digitalisere inddrivelsen af boligskatter. Systemet er naturligvis ubrugeligt. Men ingen af de ansvarlige, herunder skatteministeren, tager noget som helst ansvar for den årelange fadæse; pengene er tryllet væk, pif-paf-puf. Skandalen i Skat tyder på, mener Arno Victor Nielsen, at politikerne er fuldkommen hjælpeløse over for digitaliseringen, og det burde gøre os vrede. Det er nemlig hele pointen ved et demokrati:
»I de olielande, hvor man ikke betaler skat, er der heller ikke noget demokrati. Demokrati og skat hænger sammen, og derfor er det gået fuldstændig galt med vores demokrati, når politikere bliver siddende, selvom de har smidt milliarder og atter milliarder af vores skattekroner væk.«
Manden har ret. Vores samfundskontrakt er brudt. Strategiudvikler Joachim Nielsen skriver præcis det samme i dagens kronik, idet han minder om aflivningen af det danske minkerhverv, indkøbet af det amerikanske patientjournalsystem, IC4-togene og andre politiske skandaler:
»Skattebetalende borgere mødes med inkompetence. Det fører til en ond cirkel, hvor politikerne fremstår mere og mere inkompetente og mødes af mere og mere opgivende, ophidsede eller resignerede borgere.«
Staten er simpelthen blevet for stor og for dum. Aldrig har embedsværket været større, og aldrig har det kommunikeret så meget for andre folks penge. Kvaliteten er derimod i frit fald.
Alligevel er danskerne ikke vrede sådan for alvor. Hvorfor?
Den mest nærliggende forklaring må være, at vi ikke længere udgør noget folk.
Først kom frigørelsen og selvrealiseringen rullende med ’68 og ’89. Så kom indvandringen og satte turbo på ødelæggelsen af sammenhængskraften, og i løbet af de seneste årtier har teknologi og politisk sværmeri taget livet af det nationale fællesskab, i takt med at der kom en masse spændende i fjernsynet, siden på internettet og nu ind i den lille ting, du holder i hånden.
Men ro på. I dag behøver vi slet ikke at være noget folk, forklarer eliten, der ironisk nok selv udgør en lille stamme midt i det atomiserede folk.
Det er vigtigere, at vi ”vil verden” og ”tror på fremtiden”. Sådan har det lydt i noget, der føles som 1.000 år; så massivt og vedholdende, at selv vores børn er blevet helt kulrede af al den erstatningsreligion fra deres progressive forældre.
Historiker Henrik Jensen opsummerer det kulturhistoriske forfald i sin seneste klumme:
»Hvad der kom over os, var det individualiserede samfund, som ikke rummer den mekaniske solidaritet, som man kendte tilbage i vores kristne fortid. I dag er individet nærmest blevet en religion i sig selv. Ingen vil længere være et lille hjul i det store fællesskab, der er for lidt anerkendelse i det.«
Anerkendelse, det er dér, jeg vil hen. Bliv anerkendt eller dø! Fordi vi er blevet for forhippede på at opnå anerkendelse her og nu og hele tiden, har vi glemt det almindelige, lokale, slidsomme og meningsfulde liv på jord. I stedet for et folk har vi fået undersåtter, klienter og skattecirkus. Penge er blevet gud.
Se nu bare den gamle kommunist Torben Möger Pedersen. Engang tændte han på Kreml, nu tænder han på gysser, på rigtig mange gysser. Når han således om få dage stopper som direktør for PensionDanmark, vil han modtage en fratrædelsesbonus på 29 mio. kr. plus det løse. Den velskrivende Anders Heide Mortensen har skitseret pensionssagen her.
Det skriger ganske enkelt til himlen, ikke alene beløbet, men også det eksistentielle perspektiv. Hvad skal en 68-årig mand med alle de penge? Mon ikke han nu skal ind i en masse indbringende bestyrelser? Og mon ikke han skal sidde i sin lænestol og hygge sig?
Var det virkelig det, vi ville? Er det vores arv og ærinde her på jord? At tjene en masse skejser? At opløse folket og skabe et misfoster af en velfærdsstat?
Læs det originale indlæg her :
