Nazisterne i Ukraine
Oversat og genfortalt af Michael Glazner :
Før Rusland invaderede Ukraine, …🇺🇦
….var disse krigere nynazister‼️. Det er de stadig. Den jødiske forfatter Lev Golinkin, der kom som børneflygtning fra Østukraine i 1990, afslører, hvordan de vestlige medier hvidvasker NAZISTERNE i Ukraine, nazister, som de indtil for nylig afslørede for, hvad de er, nemlig nazister.
Video klippet vedhæftet her er Fakta kontrolleret af NSA, CIA og FBI.
Det samme er hele dokumentaren om Ukraine :
Golinkin har publiceret artikler i blandt andet The New York Times, Washington Post, Los Angeles Times, CNN, NBC, The Boston Globe, Politico Europe og Time.com, og er blevet interviewet af MSNBC, NPR, ABC Radio, WSJ Live og HuffPost Live. For nylig publicerede han en artikel i The Nation under titlen The Western Media Is Whitewashing the Azov Battalion.
Som det fremgår af artiklen, er Golinkin modstander af Ruslands invasion af Ukraine, og han er også en kritiker af Vladimir Putin. Men i modsætning til vestlige medier og politikere mener han ikke, der er nogen grund til at omfavne nynazismen.
Lev Golinkin har også dokumenteret den omfattende nazificering af offentlige områder i Ukraine i form af monumenter og mindesmærker for nazistiske samarbejdspartnere:
Om nazistiske monumenter i Ukraine. Ed.
Vestlige medier hvidvasker Azov-bataljonen Lev Golinkin, 13. juni 2023, uddrag.
Brun skjorte brigade?
Beviserne for, at Azov har opgivet sin nynazistiske, paramilitære oprindelse, er utilstrækkelig.
Vladimir Putins invasion af Ukraine i februar 2022 har allerede resulteret i millioner af tabere, inklusive civile, der er blevet tortureret, myrdet, tvunget til at blive flygtninge eller tvunget til at bruge deres dage på at bekymre sig om deres kære, der kæmper mod Rusland.
Men der er også vindere: nyfascisterne, som Putins krig har gjort til helte.
I syv år har vestlige institutioner advaret mod Ukraines Azov-bevægelse, der begyndte som en nynazistisk paramilitær gruppe i 2014 og blev berygtet for sin verdensomspændende rekruttering af ekstremister.
Så kom Ruslands invasion. Inden for måneder blev Azov-krigerne fejret i Kongressen og på Stanford University. MSNBC brølede af begejstring over en ukrainsk soldat, hvis Twitter-konto var oversvømmet med nynazistiske billeder. Facebook tog den sensationelle beslutning om at tillade indlæg, der roste Azov-bataljonen, selvom virksomheden indrømmede, at det var en hadegruppe.
Denne overnight normalisering af hvid overherredømme var mulig, fordi vestlige institutioner, drevet af en iver efter at ignorere alt negativt om vores ukrainske allierede, besluttede, at en nynazistisk militærformation i en krigshærget nation pludselig og mirakuløst var holdt op med at være nynazistisk.
Men sandheden er, at dette er en let afkræftet fantasi, spundet ud af en håndfuld propagandister. Alligevel har de vestlige medier gentaget deres løgne med en forsømmelse af journalistikkens grundlæggende principper, der strækker sig ud over krigens tåge og ind i bevidst blindhed.
Vores hvidkalkning af Azov finder sted midt i en dødbringende bølge af hvid overherredømme, der strækker sig fra New Zealand til Buffalo, New York. Det gør dette til en historie om mere end Ukraine. Det handler om den dybeste, “det gør ikke noget” kynisme, som skriger på omkring 300 nynazister i poloshirts, men alligevel omfavner en brigade af kamphærdede ekstremister. Det handler om at advare om, at hvid overherredømme, især efter at være blevet normaliseret af Donald Trump og Fox News, er en “eksistentiel trussel” mod vores samfund, samtidig med at det gør det klart, at nogle undtagelser gælder.
Det handler om “gode mennesker på begge sider”.
Fra gadebande til knudepunkt for hvid overherredømme.
Azov blev født kort efter opstanden i 2014, der afsatte Ukraines pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj. Disse begivenheder udløste en modoprør fra russisk-støttede separatister i Ukraines østlige regioner, som støttede Janukovitj.
Det stod hurtigt klart, at den ukrainske hær var blevet alvorligt svækket af årtiers korruption, hvilket efterlod den nye regering, der kæmpede for at bekæmpe oprørerne. Ind i dette tomrum trådte højreekstremistiske grupper, som dannede frivillige bataljoner for at kæmpe for Kiev.
En af disse grupper, skabt ud af den nynazistiske bande Patriot of Ukraine, opnåede berømmelse ved at hjælpe med at genoprette de ukrainske myndigheders kontrol over byen Mariupol, en havneby ved Azovhavet. Det blev kendt som Azov-bataljonen.
Azovs taktik og ideologi var præcis, hvad man ville forvente af et paramilitært element dannet af nynazister. Insignierne har populære nynazistiske symboler:
Wolfsangel (en dobbelt runekrog) og Sonnenrad (solhjul). Siden da er enheden blevet berygtet for tortur og for sin aggressive rekruttering af hvide supremacister fra hele verden.I november 2014 forsøgte Kiev at få kontrol over Azov-bataljonen ved at absorbere den i staten. Azov blev et regiment i Ukraines nationalgarde, hvilket gør det til en mulig direkte modtager af amerikansk bistand. Udsigten til, at organiserede hvide fanatikere blev hjulpet af USA, tiltrak hurtigt Kongressens opmærksomhed, hvor lovgivere forsøgte at forbyde Pentagon i at samarbejde med Azov, men i sidste ende mislykkedes.
Senere, i 2018, blev et forbud mod at yde amerikansk militærhjælp til Azov-regimentet vedtaget.
Medierne skærpede også kontrollen. “Frivillig ukrainsk enhed inkluderer nazister,” rapporterede USA Today i marts 2015. The Daily Beast fulgte op med stykket “Hvor mange nynazister støtter USA i Ukraine?”.
Ondsindet talerør:
Medier har undladt at udfordre de ekstremistiske diskussionspunkter fra Azovs første kommandant, Andriy Biletsky (til højre). (azov.org)
Patriot of Ukraine, banden hvis medlemmer udgjorde den oprindelige kerne af Azov-bataljonen, havde altid geopolitiske ambitioner. Dens leder, Andriy Biletsky, som var Azovs første kommandør, brugte sit ry til at udvikle politiske vinger og gademuskler til Azov-mærket.
Regimentet blev hurtigt kun en del af en meget større enhed: Azov-bevægelsen.
I år 2016 etablerede Biletskij, som dengang havde forladt regimentet, det yderste højrefløjsparti National Corps, ledet af Azov-veteraner. Ukraine vrimler på trods af Putins løgne ikke med fascister, hvorfor det nationale korps har klaret sig dårligt ved valg. Der, hvor den fandt succes, var i et globalt netværk af ekstremister.
Azov begyndte at sponsorere nynazistiske koncerter og sportsturneringer, der tiltrak radikale: I 2018 arresterede FBI hvide supremacistiske fans fra Californien, som havde mødtes med et medlem af Azov-bevægelsen.
I år 2021 var Azov-bevægelsens position som et førende knudepunkt for transnational hvid overherredømme fast etableret. Det blev sporet af forskere; dets krigere blev forbudt at modtage militær hjælp fra kongressen; og den blev smidt ud af Facebook. Udenrigsministeriet erklærede sin politiske fløj for en “nationalistisk hade-gruppe”. Journalister afslørede deres rekruttering af krigere fra Sverige til Australien.
Så kom Ruslands invasion.
Inden for måneder havde mange af de samme institutioner kastet sig ud i en orwellsk kamp for at overbevise Vesten om, at Ukraines nynazistiske regiment pludselig var et ikke-problem.
Det var ikke kønt. I 2018 havde The Guardian udgivet en artikel med titlen “NY-NAZISTISKE grupper rekrutterer briter til at kæmpe i Ukraine”, og kaldte Azov-regimentet “en berygtet ukrainsk fascistisk milits”. Så sent som i november 2020 kaldte The Guardian Azov for en “NY-NAZISTISK Ekstremistisk bevægelse”.
Men i februar 2023 forsikrede The Guardian læserne om, at Azovs krigere “nu leder forsvaret af Mariupol og insisterer på, at de har forkastet deres tidligere tvivlsomme politikker og hurtigt er ved at blive ukrainske helte.” Kampagnen, der angiveligt rekrutterede britiske højreekstremistiske aktivister, var nu fortid.
BBC var blandt de første til at advare mod Azov og kritiserede i 2014 Kiev for at ignorere en gruppe, der “har tre nazistiske symboler blandt sine insignier.” En rapport fra 2018 noterede Azovs “veletablerede links til den yderste højrefløj”.
Men kort efter Putins invasion begyndte BBC at hævde, at mens “for Rusland er de nynazister, og deres oprindelse ligger i en nynazistisk gruppe”, blev Azovregimentets væsen “falskt portrætteret som nazist” af Moskva.
Tysklands statsejede Deutsche Welle behøvede i mellemtiden kun tre måneder efter invasionen for at skifte fra at kalde Azov for “et NY-NAZISTISK Frivilligt Regiment” til at sige, at det var “anklaget for at have [en] nynazistisk fortid” af Rusland.
Ifølge denne logik var BBCs og Deutsche Welles’ tidligere Azov-dækning blevet løgne opdigtet af Kreml.
Der er en kerne af sandhed i påstandene om, at Azov bare er en russisk bølle. Kreml og Ukraines nynazister har et symbiotisk forhold, der går til hjertet af denne krig: Putin havde brug for et påskud for at retfærdiggøre sin ulovlige invasion; for det vendte han sig til Azov. Moskva greb Azovs eksistens for at male hele Ukraine som en pulje af fascisme med behov for “de-Nazificering”. Azov er omdrejningspunktet i Putins fortælling, uden den er hans undskyldning for krigen væk.
Azovs forsvarere har på deres side udnyttet Ruslands besættelse og tyder på, at enhver, der kritiserer gruppen, er en Putin-apologet. Moskva og Azov bruger hinanden til at forsvare det uforsvarlige: For Rusland er det acceptabelt at invadere et suverænt land for at bekæmpe nynazister; for Vesten er det rigtigt at rose nynazister, fordi de kæmper mod Rusland.
Plus ca forandring
– Ok .. jo flere ting ændrer sig, jo mere forbliver de det samme: Medlemmer af den opløste ultranationalistiske gruppe Patriot of Ukraine udgør rygraden i den aktive Azov-bataljon. (CC 2.0).
Ud med det gamle, ind med det gamle.
Problemet med at insistere på, at Azovs nynazisme blot er en russisk løgn, er overfloden af beviser for det modsatte. Syv års vestlige artikler, der skildrede gruppens natur, var for meget at ignorere. Dette efterlod Azovs hvidvaskere med den misundelsesværdige opgave at samle en “kom til Jesus”-historie, hvor Azov begyndte som en neonazistisk paramilitær gruppe, men på en eller anden måde indså sine fejltagelser før 2022.
Den nye fortælling lyder således: (a) Azovs afradikalisering startede efter at de sluttede sig til Ukraines Nationalgarde, over tid blev Biletskij og andre veteraner fra 2014-bataljonen filtreret fra, hvilket tyder på, at den nye ledelse er fri for nynazister; (b) Ja, der er nogle få tilbageværende nynazister i National Corps, Azovs politiske parti; men (c) det er ligegyldigt, for Azovregimentet, senere en brigade, er for længst skilt fra Nationalkorpset, hvilket ikke er andet end et fænomen i de politiske udkanter.
Disse diskussionspunkter blev dyrket af Kiev, Azov og en håndfuld eksperter, der leverede citater fra den ene journalist til den næste. Pressen skrev til gengæld nye artikler, der rapporterede disse påstande som kendsgerninger. Når man læser disse stykker, bemærker man hurtigt fraværet af beviser. Historien om “Azov er blevet denazificeret” præsenteres som verificeret sandhed, ofte ved hjælp af citater fra de samme få eksperter, som også udtaler dem uden at fremlægge beviser.
Det er der en grund til: det hele består af løgne, som er nemme at modbevise.Tag den forestilling, at Azov blev afradikaliseret efter at have tilsluttet sig nationalgarden i november 2014. Dette ignorerer det faktum, at vestlige medier rutinemæssigt dokumenterede Azovs nynazisme i de næste syv år og frem til 2021.
Uanset hvilken reformativ indflydelse, Kiev havde at tilbyde, virkede tydeligvis ikke: Azov fortsatte med at rekruttere tilhængere af hvid overherredømme, og i 2016 blev de anklaget af menneskerettighedsgrupper for at begå krigsforbrydelser, den eneste forskel var, at de efter 2014 gjorde det som en del af en NATO-uddannet styrke.
Flere løgne
Den næste er løgnen, at Azov afnazirede sig selv ved at udvise veteraner fra den oprindelige nynazistiske bataljon fra 2014, en påstand gentaget af Reuters, The Financial Times, AP, The Jerusalem Post og andre omkring foråret 2022, da regimentet blev kommanderet af Denys Prokopenko og hans stedfortræder, Svyatoslav Palamar.
Problemet er, at både Prokopenko og Palamar var Azov-medlemmer så langt tilbage som i 2014. Angiveligt ledet af nyt blod, blev enheden faktisk kommanderet af veteraner fra dens ekstreme højre begyndelse.
Palamars nynazistiske rødder går endnu længere tilbage, han tilhørte banden Patriot of Ukraine, som dannede Azov. Alligevel henviste både AP og Haaretz til, at Palamar nedtonede Azovs ekstremisme, mens han intet rapporterede om hans fortid med Ukraines patriot.
Prokopenko på sin side stammede fra White Boys Club, superfans af fodboldholdet Dynamo Kiev (højre-højregrupper organiseret omkring fodboldhold er almindelige i hele Europa), som hyldede ham, da han blev tildelt en pris i oktober 2022. Gruppens Facebook-opslag har typisk indeholdt sætninger som “100 % hvid” og “88” (kode for “Heil Hitler”), ros til gerningsmændene bag Holocaust og Waffen-SS-insignier.
Under hans tid i Azov blev Prokopenkos hold uofficielt kaldt Borodach-divisionen. Indtegnet var Totenkopf, kraniet- og korsbensmærket brugt af SS, det er blevet et populært nynazistisk symbol. (Azovs version tilføjede noget fascistisk indfald ved at give kraniet et skæg og hipsteroverskæg.)
Azovs nuværende fungerende kommandant, som tog over i juni 2022, efter at Prokopenko overgav sig til russiske styrker, er også en original Azov-veteran.
Men det er kun den første Azov-brigade. I løbet af det seneste år har bevægelsen skabt nye formationer ledet af ekstremister.
Flere hoveder til hydraen
I februar 2022, da russiske kampvogne rev tværs over landet, begyndte Ukraine at aktivere de territoriale forsvarsstyrker (TDF), militsenheder baseret i byer. En af de fremtrædende omfattede Azov-udløbere af Kiev, Dnipro og Sumy, som til sidst blev slået sammen. I dag tæller Azov-bevægelsen to brigader: den første i nationalgarden og den nyoprettede i hæren.
Maksym Zhorin, en Azov TDF-kommandant i Kiev, som er veteran fra 2014-bataljonen og leder i National Corps (Azovs yderste højreparti, som vestlige medier forsikrer os om er blevet afskåret fra militærenhederne), arbejdede tæt sammen med Biletsky.
Rodion Kudryashev, næstkommanderende for Azovs hær-brigade, er også en 2014-veteran og en leder i det nationale korps. Han siger, at Biletsky er den første person, han henvender sig til for at få vejledning. En chef for Azov SSO-regimentet, Denys Sokur, tidligere ledede National Corps’ Sumy-gren.Dmytro Kukharchuk, en af hovedbefalingsmændene for Azov-hærens brigade (han leder enhedens anden bataljon), er en anden 2014-veteran, der tilbeder Biletskij og er blevet fotograferet iført en Reconquista Club T-shirt, en tyndt tilsløret reference til den hvide “supremacistiske” bevægelse for at “generobre” Europa.
Azov driver sin egen militærskole, et eksempel på den enorme autonomi, Kiev giver bevægelsen. Kommandøren, Kyrylo Berkal, er en anden 2014-veteran, hvis sociale medier indeholdt nazistiske symboler.
Dette er blot nogle få eksempler på militærenheder i Azov, kommanderet af veteraner fra den oprindelige nynazistiske bataljon og/eller ledere af det nationale korps. Så meget for de-Nazificering.
Den nynazistiske brigade kontrollerer sit hvide privilegium
For et par år siden begyndte den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke en kampagne for at rebrande sig selv ved at fortælle journalister, at han ikke var en hvid supremacistisk fanatiker, men en “menneskerettighedsaktivist”. Hans påstand var dækket af Esquire, ABC, Politico og The New York Times.
Hvorvidt Duke mente, hvad han sagde, afhænger af ens definition af “menneske”. Alligevel var ingen af de medier, der rapporterede om hans transformation, naive nok, eller i betragtning af den nylige fremkomst af hvid terrorisme, uvidende nok, til at begynde at omtale den tidligere Grand Wizard, leder af KKK, som “menneskerettighedsaktivisten David Duke.”
I deres hastværk med at hylde Azov har vestlige institutioner imidlertid været langt mere hensynsløse. The Times of London fejrede Azovs formodede omvendelse ved at omtale den som “en elitebataljon, der udfordrer sit højreekstremistiske ry”. De påståede beviser for dette omfattede en ukrainsk soldats påstand om, at “Vi er patrioter, men vi er ikke nazister”, og en udtalelse fra “en ekspert i den europæiske højrefløj”, at “Azov har udviklet sig så langt fra sin oprindelse, at de når langt -rigtige rødder meningsløse.”
Billederne The Times sammen med artiklen viser en Azov-soldat iført en T-shirt med M8L8TH, et ondskabsfuldt nynazistisk band med sange, der lovpriser Hitler og med åbenlys antisemitisme. M8L8TH er knyttet til Azov. Nynazisterne fra Californien, som blev arresteret af FBI, havde mødt vokalisten i Kiev. Det er svært at finde en mere rammende illustration af mediernes hvidvaskning af nynazister.
Forbes jublede også over Azovs påståede denazificering ved at fremsætte den beviseligt falske påstand om, at den var holdt op med at bruge Wolfsangel-symbolet. Wolfsangel er en af de første ting, du ser på Azovs hjemmeside, ligesom det var den dag, hvor Forbes-historien blev trykt, faktisk er det profilbilledet for alle Azovs konti på sociale medier.
Hvidvaskningen af nynazistisk historie strækker sig endda til Biletsky, som havde været så giftig, at selv Azovs forsvarere nægtede at normalisere ham. Det forhindrede ikke Financial Times i at offentliggøre Biletskys citater om, at Azov var “patriotisk” og “nationalistisk”. FT citerede derefter hans hyldest til Stepan Bandera som en helt, en nazistisk samarbejdspartner med mænd, der massakrerede jøder.
En langt mere farlig genetablering kom fra Facebook, som havde forbudt Azov i 2019. I februar 2022 løsnede Facebook forbuddet på surrealistisk vis: Virksomheden erkendte, at Azov forblev en hadegruppe, men besluttede at tillade opslag, der roste dem, så længe da lovprisningen handlede om at forsvare Ukraine. Det var en påstået retfærdighed af hvid overherredømme, et skræmmende budskab om, at nynazister nogle gange er helte.
Meta, Facebooks moderselskab, forenklede senere sagen ved at fjerne Azov-regimentet fra sin liste over farlige organisationer.
Andre sagde også den tavse del højt. “Til sidst er det værd at bemærke, at det ‘nynazistiske Azov-regiment’ aldrig har været involveret i nogen egentlige ekstremistiske aktioner, med den eneste undtagelse af troværdige rapporter om menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur af fanger, udført af Azov-krigere i Donbas. fra 2015 til 2016,” skrev The Bulwark.
De har måske tortureret mennesker, men ingen er perfekte.
I den bedste sendetid
I september 2022, da kampagnen for at forvandle Azov til demokratiets tapre riddere brølede med, rullede USA den røde løber ud.
Azovs USA-turné blev først rapporteret af forsker Moss Robeson. Gruppen stoppede i Washington, DC og i New Jersey, hvor dens soldater, inklusive et stiftende medlem af den oprindelige bataljon, blandt andre mødtes med senatorerne Rick Scott og Todd Young og repræsentanterne Pete Sessions, Dan Crenshaw, Adam Schiff og Michael Waltz.
Så kom Stanford University, som hilste Azov velkommen, selvom dets eget Ekstremismesporingsprogram syv måneder tidligere havde offentliggjort en udtømmende undersøgelse, der beskriver Azovs nazistiske bånd. Michael McFaul, en tidligere amerikansk ambassadør i Rusland og tilhænger af “Azov er blevet denazificeret”-myten, deltog også i begivenheden, som stod foran en projektion af Wolfsangel-emblemet.
Det virker nogle gange, som om vi er vidne til et eksperiment i Amerikas villighed til at ignorere, hvad der er lige foran vores øjne. I februar tweetede en ansat ved den føderale regerings amerikanske Helsinki-kommission entusiastisk, hvor han postede billeder af sig selv, der poserede sammen med Azov Wolfsangel og iført et plaster med billedet af en ukrainsk nazistisk samarbejdspartner. Medarbejderen fortsatte med at forsvare tweets, selvom han til sidst slettede dem. Det er svært at forestille sig, at dette bliver tolereret fra andre Holocaust-gerningsmænd (se mediestormene omkring lignende samarbejdspartnere).
Eller tag Azovs pressemedarbejder, Dmytro Kozatsky, som blev paraderet rundt i Kongressen, MSNBC, Vogue og en filmfestival på Manhattan. Som Robeson rapporterede, var Kozatskys Twitter-konto en konfektion af hvid overherredømme, inklusive “1488”, en nynazistisk kode, Waffen-SS-insignier, et hagekors og utallige “likes” for billeder som Totenkopf, Adolf Hitler, Amon Göth, nazistmorderen og kommandant for koncentrationslejren Plaszow, KKK og graffiti, der viser “Death to Kikes.”* (*kilde: ekstremt nedsættende ord for Jøde). Oversættelsesnote
Valget
Som Azovs forsvarere i Washington elsker at påpege, er brigaden og dens udløbere kun en lille brøkdel af Ukraines væbnede styrker. Hvorfor koncentrere sig om dem, hævder de. Det er, hvad Putin gør!
Det mest sørgelige ved denne logik, bortset fra at sige, at en kamphærdet nynazistisk formation i et ustabilt, krigshærget land ikke er nogen big deal, er, at det er sandt.
Azov er en lille del af dem, der kæmper for at redde Ukraine. For hver præstation, der tilskrives Azov-enheder, var der mange flere opnået af andre. Selv sidste års legendariske belejring af Mariupol, som gjorde Azov berømt, involverede ukrainske marinesoldater, der led og holdt lige så modigt ud. Vi kunne have hædret dem. I stedet gik vi meget op i at forherlige Azov.
Ingen tvang os til at gøre det. Det har været et valg, og i betragtning af en Google-søgning bringer Azovs navn hits efter hits om hvid overherredømme, valget er bevidst og informeret.
Putin er ikke den eneste, der er besat af Azov. Vi kan ikke få nok af dem. De er vores NY-NAZISTER.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af The Nation:
De vestlige medier hvidvasker Azov-bataljonen
Oversat til Steigan.no af Espen B. Øyulvstad
Link til vores billeder og tekst på Norske.
Lev Golinkin er forfatteren af A Backpack, a Bear, and Eight Crates of Vodka, Amazons debut of the Month, en Barnes & Noble’s Discover Great New Writers-programudvalg og vinder af Premio Salerno Libro d’Europa. Hans forfatterskab om Ukraine-krisen, Rusland, den yderste højrefløj og immigrant- og flygtningeidentitet er blevet offentliggjort i The New York Times, The Washington Post, Los Angeles Times, CNN, The Boston Globe, Politico Europe og Time (online). blandt andre spillesteder.
